netværk · industri · alarm · butik
Pinholt ApS - Offentlig - El sikkerheds attest

El sikkerhedsattest

Er el-installationen i din virksomhed sikker?
Gamle og slidte installationer kan være årsag til brand. Det er derfor klogt at få tjekket elinstallationerne af en autoriseret elinstallatør.

 

Defekte HPFI- og HFI-afbrydere kan koste liv. En afbryder, der virker, kan i sidste instans redde liv, hvis der skulle opstå en fejl i de elektriske apparater.

 

Bør testes 2 gange om året
HPFI- eller HFI-afbryderen er normalt anbragt sammen med sikringerne. Når man tester en afbryder, slukkes der for strømmen i dele af eller i hele huset, og dermed altså også for fx video og elektriske ure.

 

Derfor er det oplagt at foretage testen, når man alligevel skal justere apparaterne ved overgangen fra vinter- til sommertid og omvendt.

 

Kontakt en autoriseret installatør
Hvis en HPFI- eller HFI-afbryder ikke kobler ud første gang, når man trykker på prøveknappen, skal man kontakte en autoriseret elinstallatør. Fra 1994 har det været et krav, at alle nye boliger skal have en HPFI-afbryder. Fra 1. juli 2008 udvides kravet om en HPFI/HFI- afbryder til også at omfatte eksisterende boliger. Det skal være en autoriseret elinstallatør, som udskifter eller opsætter afbryderen.

Vores elsyn indeholder

Vi tilbyder gennemgang af boliginstallationer, fx i forbindelse med hushandler. Derfor har vi lavet et skema og en vejledning til hvilke krav, vi som installatør og du som kunde skal være opmærksom på.

 

Elsyn med tilhørende retningslinjer er målrettet til boliginstallationer. Elsyn kan også anvendes på andre kategorier af installationer, når de særlige forhold for disse kategorier tages i betragtning.

 

Elsyn skal gennemføres af personer, der er sagkyndige og erfarne inden for installationsområdet - er uddannet til at anvende test- og måleinstrumenter - er kvalificerede til at arbejde på eller nærved installationer under spænding (L-AUS) - har erfaring med kontrol af elinstallationer - arbejder under en autoriseret persons ledelsesmæssige ansvar.

 

Eftersynet gennemføres som en visuel gennemgang af den umiddelbart tilgængelige del af installationen kombineret med en stikprøvevis adskillelse af dåser, demontering af monteringsmateriel og åbning af tavler samt gennemførelse af relevante målinger.

 

Rapportering foretages ved brug af skema for elsyn, som kan suppleres med eventuelle bilag, hvor fundne fejl og mangler anføres sammen med deres referencer til relevante punkter i stærkstrømsbekendtgørelsen. Rapporten udleveres til rekvirenten. Såfremt der er fundet fejl ved installationen, skal der også udleveres en kopi til ejer eller dennes repræsentant, jf. SB 6, 623.1.

Kontrol af elektriske installationer i forsamlingslokaler

Den person, der driver forsamlingslokalet, har ansvaret for at få gennemført et eftersyn hvert andet år af lokalets elinstallationer. Når elinstallationen inkl. nødbelysningen er gennemgået og fundet i orden, kan der udfærdiges en elsikkerhedsattest, der skal opsættes i lokalet således, at lokalets brugere kan se, at elsikkerheden er i orden.

 

Den 12. juli 2000 trådte en ny bekendtgørelse om kontrol af de elektriske installationer i forsamlingslokaler i kraft. Ordningen var i begyndelsen gældende for lokaler til 150 personer og derover, men er pr. 9. januar 2003 ændret til kun at omfatte lokaler til over 150 personer. Kontrolordningen kræver at lokalerne årligt skal have udført et kontroleftersyn af de elektriske installationer samt af nød- og panikbelysningen. Eftersynet skal foretages af en autoriseret elinstallatør, der såfremt elinstallationerne opfylder de krævede retningslinier udskriver en elsikkerhedsattest, som skal opsættes et synligt sted i lokalet.

 

Elsikkerhedsattesten skal fremstå i en holdbar udførelse, og den ansvarlige for lokalerne har pligt til at anbringe attesten fast på et for publikum let tilgængeligt og synligt sted. Attestens tilstedeværelse er et udtryk for, at elsikkerheden er kontrolleret og i orden.

 

I øvrigt er det til enhver tid ejerens (brugerens) ansvar, at de elektriske installationer og apparater er i orden, hvilket bl.a. betyder, at fejl eller mangler, som måtte forekomme imellem de årlige eftersyn, naturligvis løbende skal afhjælpes for at imødegå fare for personer og gods.

 

Ordningen betyder, at der i tiden inden den 12. juli 2001 første gang skal gennemføres installationskontrol og udstedes attest for elsikkerheden som foran beskrevet.

 

Omfang
Ved forsamlingslokaler forstås følgende:
Teatre, biografer, restaurationer, diskoteker, selskabslokaler, mødelokaler, koncertsale, udstillingslokaler, idrætshaller og andre bygninger og lokaler, der anvendes til lignende formål med tilhørende gange og flugtveje, vestibule, køkken, depotrum og andre lokaler med direkte tilknytning til det pågældende forsamlingslokale.

 

Elektricitetsrådet kan bestemme, at afgrænsede grupper af installationer, der ellers vil falde ind under en kategori, hvor der skal foretages periodevis kontrol, undtages fra kravet.

Retningslinier for kontrol af elektriske installationer i forsamlingslokaler til over 150 personer

Eftersyn af den elektriske installation med tilhørende elmateriel, elektriske brugsgenstande og apparater, herunder nød- og panikbelysningsanlæg og eventuelle automatiske dørlukningsanlæg (ABDL), foretages en gang om året af en autoriseret elinstallatørvirksomhed. Eventuelle fejl rettes, og der udstedes herefter en Elsikkerhedsattest (http://kontrolordning.elraadet.dk/extranet/ko/elsikkerhedsattest.html) som dateres og underskrives af den autoriserede elinstallatør.

 

Genpart af den underskrevne attest indsendes til Elektricitetsrådet.

 

Attesten skal være i en holdbar udførelse og skal anbringes fast på et for publikum let tilgængeligt og synligt sted.
Det anbefales, at attesten placeres i umiddelbar nærhed af brandmyndighedens opslag om lokalets anvendelse og tilladte antal personer.

 

Ud over de elektriske installationer m.v. i selve forsamlingslokalet og i tilhørende adgangs- og flugtveje, omfatter eftersynet også installationer i gange, vestibule køkken, depot rum og andre lokaler med direkte tilknytning til det pågældende forsamlingslokale. Desuden omfatter tilsynet også elinstallationer i forsamlingslokaler, der enkeltvis er beregnet til færre end 150 personer, når forsamlingslokalerne benyttes samlet af 150 personer eller derover og forsamlingslokalerne har fælles adgangs- og flugtveje.

 

Elinstallationen m.m. skal være i overensstemmelse med de regler, der var gældende på tidspunktet for installationens udførelse.

Nyt lovforslag skal sikre kvalitet i vedvarende energianlæg
Danske boligejere skal have sikkerhed for, at når de investerer i et vedvarende energianlæg i hjemmet – f.eks. solvarme, jordvarme eller solel – så er installationen kvalitetsmæssigt i top og anlæggets driftsøkonomi i orden.


Læs Mere
Danskerne vil energirenovere mere i 2012
I 2011 var de danske boligejere vilde med at energirenovere, og meget tyder på, at tendensen fortsætter gennem 2012.


Læs Mere
Elforbruget til hjemmecomputere er fordoblet
Computere i danske hjem bruger årligt samlet set strøm svarende til knap 700 millioner kr. Det er en fordobling i elforbruget på mindre end 10 år. Fordoblingen af elforbruget skyldes, at vi får flere og flere computere i hjemmet, og det er især stationære computere, der får elmåleren til at tælle hurtigt. Det viser helt nye tal fra Dansk Energi.
Læs Mere
PINHOLT EL-INSTALLATIONER APS
THYBORØBNEJ 8
7620 LEMVIG
FAX 97 83 61 52
TELEFON 97 83 65 00
INFO@PINHOLT-ELINSTALLATIONER.DK